| Levnedsskildring |
Ved vejen fra Skrydstrup til Kolsnap vil vi finde et lille hus ved venstre side af vejen, hørende til Kolsnap kommune, hvor hjemmets fred og hygge havde sit sæde, dog ikke altid lykkens blide roser blomstrede. Ejeren var Thule Hummelgaard som var født i Danmark, af hans første ægteskab fremkom 5 børn, 4 piger og en dreng ved navn Jørgen, som dog i sin tidlige ungdom bukkede under for en tærende sygdom, bragte ham tilsidst på sygehuset i Gram, hvorfra postvognen i hver uge bragte forældrene efterretning for deres elskede barn, som de særlig hang ved, da det jo var deres eneste søn og fra sin tidlige barndom var en meget spæd plante. Hen i oktober, da naturens skønne løv måtte vige for efterårets skarpe vinde, måtte også Jørgen blive dødens bytte i sin unge alder af 15 år, men det var ikke sidste gang, at døden holdt sin høst i dette hjem. Thule Hummelgaard mistede tidlig sin hustru, nu stod han der med sin børneflok, den yngste kun 4 uger gammel, men en god hjælp og en trofast plejerske for børnene var hans gamle svigermoder, hvis eneste barn hans hustru havde været, hun står endnu den dag i dag som en funklende stjerne i deres erindring, trods det at de nu alle er midaldrende folk og alle har et godt hjem, med undtagelse af en datter der senere er død. Den gamle boede i et lille aftægtshus tæt ved hjemmet. Thule giftede sig får efter med Maren Schmidt fra Strandelhjørn, dette ægteskab blev velsignet med 6 børn, 3 døtre og 3 sønner, hvoraf den yngste fik navnet efter den afdøde lille Jørgen, som nu er min kære onkel om hvem jeg skriver denne skildring. Allerede da han var 3 år mistede han sin kære fader, nu begyndte der en hård tid for hans moder, at stå ene i verden med en flok små, alle uforsørgede er ingen let sag, markarbejdet måtte børnene jo også hjælpe ved, men stadig var den gamle en god støtte, ved hendes kærlige væsen og den omsorgsfulde pleje hun stadig øvede overfor børnene, vandt hun deres hjerter i helhed, ofte kan de med iver fortælle om hvordan de har siddet ovre i hendes lune stue, og tålmodig hørt på bedstemors eventyr og hvor der altid var så frit og luften var behagelig for børnene, der var altid et par af dem om natten i det lille hus, og mangen gang når bedstemor var i godt humør, tog hun hendes gode kage frem og hver af dem fik før sovetid et kundenom[??]. Bedstemors kager og krukker var jo altid i god orden før, men som jo også denne nutids knaphed har sat sit præg på.
Moderen der altid var meget beskæftiget, måtte jo også til størstedelen overgive børnene til hendes opsyn, der denne tid jo fordrede at alt tøj skulle hjemmelaves og strømperne til de mange ben skulle først spindes og strikkes og under al den tryk som modgangens tunge dage bragte med sig, led også de finansielle tilstande meget, da der var en tid gået blev hun kendt med Johannes Hugger, som var en landmand, og som kom til hjemmet som bestyrer, hvem hun senere ægtede, for der herskede små kår og der måtte arbejdes hårdere for brødet på den tid, end den senere mere behagelige tid har fordret, måtte også den lille Jørgen tidlig forlade hjemmet og sin søskendeflok og måtte selv tjene sit brød, allerede da han var 8 år kom han i tjeneste hos en bonde, der fæstede ham som vogter for sine køer, hvad en sådan lille hyrdedreng må døje blandt sine medtjenere er jo velbekendt, den urene snak og ståhejen som fandtes i karlekammeret, var jo som en hel fremmed verden for Jørgen og ofte måtte han jo også mærke noget af det hårde som verden byder vor ungdom, når han var på marken ved sine køer, lod han tankerne fare hen over fjældene til sit hjem og stunddom fik (tankerne fr) tårerne frit løb, om også brødet er mere knap og suppen er mere tynd så smager den dog allerbedst hjemme ved mor, men da Jørgen var en kvik dreng og .... |