| Breve |
Loksted-Lager d. 17 - 5 - 15.
Nu har jeg fået mig et nyt logi, samme er betydelig bedre end på gymnasiet, og kunne jeg for den sags skyld godt blive her til krigens ende, men det får jeg vel næppe lov til. Der er ellers så smukt her mellem barakkerne, mange lange række bøgetræer, som nu står i deres pragt, skiller barakkerne fra hinanden, så også her må man frydes over Guds underfulde natur. Vil du give lille Mads og Grethe et kys fra far og sige den tak for fødselsdagskringlen.
Flensborg d. 25 - 5- 15.
Nu vil jeg gøre en lille rejse hjem til jer pr brev. Personlig vil det jo vist vare længe inden jeg kommer. 1. juni skal vi jo bort herfra, vi kommer dog vist ikke direkte til fronten med det samme. Bedst var det jo om krigen kunne få ende inden vi nåede såvidt, dog det sker vel næppe. Men som der står i den lille dagbog du gav mig i går: I forstår ikke hvorfor jeg gør det, men I vil senere erfare det. Ja, Guds veje er ikke vore veje. Det er så roligt på stuen i aften, de fleste er gået i byen. Jeg føler, hvor dejligt det er, at sidde stille og høre på fuglesangen udenfor. På bordet har jeg jert billede stående, så jeg ser stadig mine kære for mig. Ja, de kære små børn, lille mor. Gud ske tak for dem, de er alligevel vor stolthed. Lille Mads med den dybsindige mine, og søster den lille tøs, med det poliske smil om munden -begge sunde og raske. Ja give Gud, at vi må få lov at samles igen for rigtig at arbejde sammen for de små.
Flensborg d. 27 - 5 - 15.
Sidste nat var jeg så bedrøvet, kunne ikke sove. Men underlig var det i morgen endnu før det blev dag, da jeg fik fat i den lille dagbog, som du har givet mig, da står der for i dag følgende ord :" Min sjæl, er det mørkt for dig her, er du træt af at omtumle på livets stormfulde hav? Vær stille, dagen vil snart bryde frem. Din herre vil adsprede enhver sky og udbrede et evigt klart middagslys, som ikke skal fordunkles af noget mørke. Det var gode ord, ord, som jeg fandt trøst i.
1. juni 1915.
Jeg er på vej til Rusland. Vi skal vist rejse i 4 dage. Egnen vi nu passerer er meget smuk, med eng, skov og sø.
7 juni 1915.
Vil nu prøve på at skrive et brev til eder. Jeg er ikke rigtig vel i dag, men det er måske en lille overgang. Jeg modtog i dag dine pakker og brev fra 3. juni. Herfor mange tak, kære hustru. Tillige modtog jeg en pakke med cigarer fra lille Mads og Mie på Gejlbjerg. Ja, jeg måtte græde, da jeg så den. Straks tænkte jeg på de små børn deroppe på Gejlbjerg, de skal ikke mere se deres far på denne jord. Men Gud ske lov, at der er en himmel, hvor de igen kan samles med deres far. Det sted, hvor der ingen krig er, og ingen sorg og savn findes, der hvor det store gensyn er for alle, der selv vil. Ja, kære hustru, jeg får mange pakker, er også glad og taknemlig derfor. Det er ikke alene pakkernes indhold, der gør godt, men tilfulde lige så meget det store bevis på venskab. Det er jo i nøden man lærer de sande venner at kende.
Hermed slutter dette opslag, men fortsætter i næste opslag. |