| Breve |
Fortsat fra forrige opslag.
Flensborg, d. 23 - 4 - 15.
Nu er jeg færdig for i dag og så et lille smut hjem til dig og de kære små. Det er såmænd kedelige dage vi tilbringer her hver eneste dag. I denne uge har vi fået en forfærdelig kost. I går fik vi vilde kaniner. Jeg tror nu snarere det var hunde eller katte. I hvert tilfælde var der ingen der kunne spise det. Børnene som kommer her, fik deres spande topfulde og svinetønden blev også fuld. I dag har der ingen børn været, de har vist fået nok for flere dage. I næste uge får vi feltgrå tøj udleveret, det kunne nu ellers være det samme, men vi får jo overgive vor vandring i Guds hånd.
Flensborg d. 24. 4- 15.
NU er jeg kommen lidt til ro ovenpå den lange, strenge marchtur vi havde i dag. Jeg er så stiv i alle mine lemmer, så jeg næsten ikke kan gå, men det går nok over når jeg får udhvilet i eftermiddag. Det er ellers bleven lidt kedelig for mig nu her på stuen siden Antoni og Laurids og min gode ven Troels er borte. Sidste gang jeg var i kirke kom jeg sådan til at føle mig forladt og ene, men da randt mig det smukke vers af Ingemann i hu.
Det barn, der synes mest forladt,
Gud-Fader det vil bevare.
Han sender i den stille nat
til jorden sin engleskare,
de sprede deres vinger ud,
når alle øjne sig lukke,
selv vågner hele verdens Gud
ved skabningens store vugge.
Ja, kære hustru og små børn, synes far sig mangen gang ene, så ved jeg dog, at verdens Gud våger over mig såvel som over os alle hvor end vi er. Vi ligger jo også i skabningens store vugge.
Søndag d. 25 - 4 - 15.
I dag lader det til at vi får en rolig søndag. Vejret er meget smukt. Når jeg har fået min kaffe, vil jeg en tur ud i skoven og nyde livet derude i guds skønne natur. Jeg tænker nok I går ude i haven derhjemme i eftermiddag, lille Mads og Grethe, de kære små puslinger, de morer og tumler sig vist rigtig derude i det kønne vejr.
Flensborg d. 27. 4. 15.
Nu går det ellers temmelig godt med sundheden, lidt smerter har jeg undertiden, men det er så lidt, at jeg ikke kan melde mig syg. Vor underofficer sagde, at denne uge ville blive den strengeste. Morgen eftermiddag skal vi have indsprøjtning for tyfus, og morgen aften går det ud til natøvelse og da kommer vi vist ikke hjem før i morgenstunden, så skulle du ingen brev få, ved du hvorfor. Ja, det er et kedeligt levned at spille soldat for ældre gifte folk, men det nytter jo ikke at klage. Lad os i stedet for bede en bøn, der for nogen tid siden stod i Hejmdals søndagsblad.
Lær mig at kende dine tanker -
og øves i at tænke dem,
og når i angst mit hjerte banker,
da må du kalde modet frem.
Når jeg har tænkt mig træt til døden, sig så, hvad du har tænkt, o Gud!
Da kan jeg se, at morgenrøden
bag tvivl og vånde vælde ud.
Men her mig fremfor alt at kende
din grænseløse kærlighed,
den som kan tusind stjerner tænde,
når lykkens sol er gået ned.
Den tørrer tåren, som den skabte,
og luger såret, som den slog,
dens vej går gennem det, vi tabte,
den giver mere end den tog.
Hermed slutter opslaget af dette dokument, der er indstukket i Levnedsbeskrivelsen af Niels Andersen Hansen, det synes at fortsætte i næste opslag |