| Breve |
Fortsat.
Flensborg d. 25. 3. 15.
Mange tak for dit brev. Du kan tro, det gør godt at høre hjemmefra. Sig lille Grethe tak for blomsterne, jeg har opbevaret dem. Vi får meget at vide her, pligter har vi uendelig mange af, men af rettigheder slet ingen. Nu skal jeg på vagt , om en time mere, vagten forbi og atter en liden stund hjem til mor og de kære små. Ja, Vorherre give, jeg snart kunne komme rigtig hjem til jer.
Flensborg d. 26. 3. 15.
Intet sted på jorden, er skøn som du mit hjem. Jeg kommer nu lige fra vagten, hvor der i den sidste time er rindne adskillige tårer ned af min kind. Når man går sådan ganske ene, borte fra al den støj, der ellers er omkring en, så trænger den dybe længsel sig frem. Ja, kære, Kjestine, et hjem, hvor der er sundhed. Vi er begge to sunde og raske og så har Vorherre givet os to små sunde børn, er det ikke grund til taknemmelighed. Men det er måske også vor største fejl, at vi ikke har takket Vorherre nok, allermindst i medgangsdage. Når jeg nu tænker på dig og de kære små, da stiger der uvilkårlig en tak til Vorherre.
I går aften sang vi, "Vort modersmål er dejligt", men det blev os forbudt. Mon smeden endnu ikke skulle have en sangbog med de 40 sange i, så ville jeg gerne have en, for du ved jo nok, at jeg holder af alt hvad der er dansk. Alt går ellers her fra hånden med en hurtighed, at man ikke kun tvivle om, hvor det fører hen. Men lad det også gå hvorhen det vil, Gud er dog alle steder.
Flensborg, d. 31 - 3. 15.
Jeg tror ikke det lykkes mig at komme hjem på orlov i påsken. I morgen, Skærtorsdag, har vi tjeneste hele dagen. Nu har kammeraterne lige sunget den smukke sang af Anton Nielsen, Ved Solbjergslag, og jeg vil nu slutte for denne dag med tanken henvendt på det sidste vers.
I morgengry, ved aftensky
Gud faders nåde er altid ny,
han giver kræfter den lange dag
til kæmpedåd og til fugleslag;
sidst ved hans hjerte vi slumre ind
til dagens skin.
Påskemorgen 1915.
Ja, så oprandt påskemorgen med gråt regnfuldt vejr. I manges øjne læser man dybe tanker i denne morgenstund. Ja, i ved jo nok for hvem det gælder. Jeg for mit vedkommende er nu ikke så nedbøjet i dag. Jeg drømte nemlig i nat, at jeg var hjemme hos eder, rigtig nok kun en liden stund, men det har alligevel livet op på mig. Og så tænker jeg altid, der kan komme det der er værre. Det er dog godt, at fremtiden ligger skjult for os, har den noget godt at bringe, vil glæden jo blive dobbelt stor, skjuler den derimod noget mørkt og trist, er det godt, vi ikke ved det. Men en ting ved vi, at den almægtige kærlige Gud kun vil gøre alt hvad der tjener os bedst. Skal jeg nogensinde få lov til at vende hjem til eder igen, da skal jeg sikkert aldrig komme til at fortryde hvad jeg her må gennemgå, og skal jeg heller ikke klage. Kl. 10 skal vi stille til appel med vort tøj så blank pudset, så det skinner som selve solen. Der er i den anledning en travlhed her på stuen med at pudse og børste så det er rent forskrækkelig. I morgen sang vi " I østen stiger solen op". Her er jo mange gode danske kammerater. Nu må jeg holde en lille pause for at få det allernødvendigste børststrøg til apellen gjort. I eftermiddag vil jeg så fortsætte. Nu har vi fået vor middagsmad. Samme var rigtig god, men hvilket navn den har, ved jeg ikke.
Jeg har i dag læst et "sædekorn" (påskenumret), der var flere gode stykker deri. Også den kønne sang. Nærmere Gud til dig, var så smukt beskreven af pastor Tomesen. Ja, måtte denne krig også føre os nærmere til vor Gud og Frelser, så havde den dog trods alt gjort sit gavn.
Her slutter afskriften af det indlagte dokument. Fortsættes i næste opslag. |