| Levnedsskildring |
Nedenstående er skrevet på en kladde af hans hustru.
Jørgen Hansen var født den 28. 7. 1881 i Frøslev Hanved sogn. Som barn var han snart alles yndest, da han var lige flink og villig mod alle. Efter sin konfirmation kom han i mejerilære i Flensborg. Fem år derefter kom han til Dybbøl mejeri, der fik han en god vejleder og lærte sit folks vel at kende. 1904 giftede han sig med Cathrine Margrete Hansen fra Dybbøl. I ægteskabet fødtes 4 børn. Således svandt 10 lykkelige år, da krigen brød ud, Jørgen syntes, for ham havde det ingen nød, da han ikke havde været soldat, men han nåede det tidligt nok.
Den 11. april 1915 måtte han af sted. Han blev uddannet i Saarbrücken, tillige med mange kære nordslesvigere. Han skrev: Det er så godt, efter dagens møje, at kunne tale om de kære derhjemme, og om hvor elskede hjemstavn. Det sværeste for dem var, at de aldrig måtte skriv et dansk ord hjem og alle deres breve blev læste. Guds natur er kjøn, men ingen plet er kjøn, som du mit hjem, det kan vi nu rigtig sige, skriver han.
Den 24. august kom han til Rusland, og lærte både savn og nød at kende. Men trods alt, holdt Jørgen dog modet oppe hos sig selv og sine kammerater. Han havde sådan et lyst håb, og et frejdigt sind. Han skrev: Vorherre glemme os ikke, han kan og vejen finde, hvorpå min fod kan gå. Den ene gang ville han så gerne hjem på orlov, men udsigt dertil var der ikke. Men jeg taber dog ikke modet, skrev han, thi Herrens veje er ikke vore veje, og Herrens tanker er ikke vore tanker. Og han havde ret, få dage efter kom han alligevel hjem. 4 gange var han hjemme og det var uforglemmelige dage. Han var så taknemmelig for al den kærlighed og godhed der blev ham bevist. Hans sidste breve var især fulde af længsel og savn. Han skrev: I dag er det søndag, men ikke for mig, jeg har også en koncert, at høre på, men den er ikke god, thi det er kanonernes rollen, og desmere de rolle, desmere flyver tankerne hjem til de kære derhjemme, som venter dag efter dag, at det snart må give fred. Blot jeg kunne komme hjem og hjælpe eder, men kun Gud alene ved, når den dag skal komme, da vi kan mødes igen. Skal I end slide hårdt for det daglige brød, så sidder I dog lunt og godt derhjemme i det gamle hjem. Og skal jeg ikke mere komme hjem, så ved jeg dog, at herren mage det så, at jeg ikke ser den kugle, som ramme mig. Og Herren magede det så, den 28. oktober 1916 stod han vagt i skyttegraven, kun 50 meter fra fjenden. Der blev han hårdt såret af et skud i hovedet, bevidstløs kom han på feltlazaret, og bevidstheden vendte ikke tilbage. Den 1. november døde han, sød og rolig, langt borte fra sit kære hjem. Hans sidste hvilested er på militærkirkegården i byen Krematz ved Wladimir-Wollynsk. |