| Breve |
eder et par ord hjem. Ja, min kære lille Kjerstine, lille Mads og Grethe, Bedstefar og Bedstemor, mine tanker flyver til Bevtoft mange gange hvert døgn. Og når vi er i hård kamp og kuglerne hviner os om ørerne fra alle sider, da kommer den tanke frem, mon du virkelig skal se dine kære igen her på denne jord og da kan jeg ikke holde tårerne tilbage. Men så er det ligesom Gud kommer en nærmere og hvisker som der står i min lille dagbog: " I bedrøvede fryder eder, når høstens tid kommer har gråden en ende". Da bliver man altid frimodig. En nat til, så går det tilbage bag fronten for at hvile ud i 3 dage. Alle kommer dog ikke tilbage, nogle har måttet bukke under, deriblandt vor gode leutnant, han var en god mand, der var afholdt af sine undersåtter.
Russisk Polen d. 25 - 6. 15.
I dag er jeg så glad, så glad fordi jeg har hørt så meget hjemmefra. I aften sidder jeg ved et bord og skriver og har eders billede stående foran mig på bordet.
Russisk Polen d. 29 - 6 - 15.
Mange tak for eders brev fra 23.ds.. Ja, jeg kan nok forstå, at i er glade for at høre fra far. Jeg ved jo nok, hvordan jeg selv er til mode når posten bliver uddelt og mit navn bliver råbt op. Vi er nu 14 danskere her ved kompagniet, alle rigtig gode kammerater. Det er en stor trøst, at kunne være sammenmed sine landsmænd.
Kære lille Mads! Far sender dig hermed mange hilsner. Jeg har det godt, men længes sådan efter dig og lille Grethe og mor og bedstefar og bedstemor. Bare jeg snart kunne komme hjem til jer igen. I får vist rødgrød i denne tid. Jeg kunne også nok have nogle, men det er ikke let at få dem herop. Kan du hilse alle fra mig.
Skyttegraven d. 1 juli 1915.
Jeg fik i morges en geværkugle i min højre støvle. Den rev blot et hul og fløj videre. Det var sådan en kugle, der helt havde forvildet sig, for her er vi ellers ikke udsat for nogen fare. Jeg er nu så glad for alle breve og pakker jeg har fået. Har her i fronten fået bevis på, at jeg trods mine fejl dog har mange venner. Skulle jeg da ikke trods alt det hårde og onde være glad og Gud taknemlig. Jo, det er jeg lille mor.
Søndag d. 4 juli i skyttegraven
I denne nat har jeg sovet hele natten og er kommen lidt til mig selv igen. Vil da straks skrive til eder mine kære derhjemme. Mine tanker er dog hos eder dag og nat, bare I må have det godt, så klarer jeg mig med Guds hjælp nok. Ja, han give, at vort kære Nordslesvig må blive forskånet for at blive krigsskueplads. Her ser man hvad det vil sige, når krigen går over et landsdel. De to byer vi ligger imellem er fuldstændig udskudte. Den egn vi er kommen igennem har ellers været meget frugtbar. Når man passerer disse sammenskudte og forladte boliger, da tænker man på de stakkels familier som har måttet forlade hjemmets arne. Da stiger der uvilkårlig en tak til Gud, fordi han så nådig har bevaret ens eget lille hjem. Ja, kære hustru, denne uge har været meget farefuld for mig. Jeg vil fortælle eder, hvad vi har foretaget os når jeg kommer hjem. En ting ved jeg, for det har jeg mærket, og det er, at jeg I derhjemme har bedt for mig. Vi har også denne gang ligget 10 dage i skyttegraven og har haft temmelig store tab.
Hermed slutter dette opslag. Fortsættes i det næste opslag |