| Levnedsskildring |
Den afdøde H. Hansen var en af disse lykkelige unge mennesker, om hvem der kunne siges: Han var alles yngling og ven ligegyldig i hvad stilling og i hvad plads han end kom.
Han var jo møller og heri havde han udviklet sine rige evner til en stor dygtighed. Var i flere år mestersvend og den styrende af Bevtoft mølle. Det er ikke nok med at hans husbond gav ham det bedste skudsmål, men alle som kom i berøring med denne unge, smukke så intelligente taktfulde mand holdt af ham, og han var i bogstavelig forstand alles ven. Og hertil var han i besiddelse af et frejdigt sind og mod med lige ret til hver en side. Sådan var hans karakter - retlinet helt og fuldtud!
Da krigen så udbrød var han i første opbud, og som underofficer blev han da fører for en sektion, alle kjendinger og ungdoms venner her fra egnen og de meste endog her fra sognet, hans egen broder carl deriblandt, helt igennem Belgien ind i Frankrig og tilbage igen indtil den 6. september 1914.
Denne skrækkelige dag; da hele sektionen blev opreven og brødrene skilt ad for bestandig! Carl fik i få minutter 6 - 7 kugler, deraf den ene gennem halsen helt livsfarlig, så det er vidunderlig han senere kunne gå det alt igennem og leve, og endda var hele hans tankegang i denne så hårdt sårede tilstand, kun optaget af dette ene: Hvor er min broder? Hvor er Heinrich?
Man forstår så godt, hvordan kammerater og da især brødre smelter sammen i krigen i farens stund. Og man bør også kunne forstå: Hvor betaget de tilbage blevne kammerater var over tabet af deres fører. Forstå, hvad der drev dem tilbage ud i ilden og den yderste fare, for at søge efter broderen, vennen, den savnede kammerat, for dog i det mindste at kunne finde ham.
Forstå, at det var kærlighedens pligt, der drev dem atter ud.- De kunne ej lade være.
Alt sammen forgæves Hansen var og blev borte, savnet, 'vermist' kom meddelelsen hjem. Efter længere tids forløb viste det sig, han meget hårdt såret i sit hoved, var falden i fransk fangenskab, håbet om at få den kære hjem igen livede op, men livet stod ej til at redde. Efter næsten 11 måneders lidelser, kom døden den 11. august 1915 befriende for ham.
Også af sine overordnede skildres Hansen ligelydende som den bedste af de bedste, hvem alle ærede og holdt af som ingen anden.
At Hansen af sine forældre og søskende også var det gode barn hele hjemmet hængte ved, er ganske sikker. Aah, hvor var det svært for forældrene at miste denne prægtige søn, næsten mere end moderen kunne udholde, så det til en tid så ud som om kræfterne ville svigte. I det hele er familien Hansen jo ramt hårdere end andre. Men som tiden i forening med den gamle læge, Vorherre læger og heler alle sår må det håbes, at han selv vil trøste, styrke og give lægedom i sorgen.
For egnen og vort lille kære samfund her, var Hansen jo menneskelig set, også en af de unge, der syntes uundværlig, og som vi satte de største forhåbninger til i fremtiden, [kanikkelæses] ej at kunne miste. Mennesker spår, Gud råd! Ære være hans minde!
Bevtoft den 13. januar 1918
Jørg. Schmidt |