| Levnedsskildring |
Hans Lauridsen Hansen er født i Aarlund han var hjemme til han var konfirmeret. Vinteren efter kom han på Skibelund Efterskole i fem måneder så kom han hjem hvor han hjalp med landbruget hvad han havde særlig lyst til. Om vinteren 1909 kom han til Lintrup Præstegård hos forpagter P. Jørgensen hvor han var i 2 år som avlskarl, så kom han til Stenderup ved Rødding hos hans faster Poul Termansens enke som bestyrer hvor han var til han blev soldat, der blev han forlovet med Maren Henriksen fra Stenderup som var en stille og god pige. Han kom ind som soldat i 1912 og kom til Sønderborg, hvor han lå i slottet som kong Kristian den fjerde sad fangen. I Sønderborg blev han pudser hos en feldvebel Blumm, han blev også tambour, et års tid efter blev han gefrejter og kort før krigen udbrød fik han skydesnoren, da skrev han hjem at nu havde han alt hvad han kunne få hos tyskerne. I den tid han lå som aktiv soldat var han flere gange hjemme på orlov.
Nu er der indstukket et stykke papir med følgende ordlyd:
I august mens han lå foran Kovna var han hjemme på orlov det kneb med at komme hjem den første ansøgning gav løjtnanten ham tilbage, der kunne han se hvem han kunne takke for at han ikke kunne komme hjem. Kommuneforstanderen ville jo ikke sådan på ansøgningen at han kunne komme hjem, men så hjalp pastor Nissen og landråden ham hjem på de betingelser, han måtte love ikke at rejse over grænsen. Senere blev han Vitsefeldvebel[??] da skrev han hjem om de aldrig giver mig så mange jernkors og forfremmer mig nok så meget kan de dog ikke få mig tysk. Den 27. april om aftenen havde Hans og en kammerat fra Meilby talt om, med at gå over grænsen, da havde han sagt at den Vorherre ville bevare var uden fare, den 28. april skulle de storme og blev slået tilbage men Hans kom ikke med tilbage, der var to gange patruljer som meldte sig frivillig ude at lede efter ham ..... Her slutter teksten på det indsatte ark. |