| Levnedsskildring |
Fortsat..
havde et meget elskværdig væsen, vandt hun dog hjerterne af dem hun færdedes iblandt. Sommeren gik og efteråret havde begyndt at sætte sit gulskin på træernes blade, så var vor Jørgens tjeneste snart til ende, allerede længe før november glædede han sig til at komme hjem for at blive den vinter over: Den følgende sommer bragte ham jo atter ud af hjemmet, indtil vinteren kom da han skulle konfirmeres, han blev undervist og konfirmeret i Lille Nustrup kirke af den gamle prost Gotfredsen. Fra nu af var han altid blandt fremmede, han forlevede en pæn og skikkelig ungdom, hans ædle, rolige måde og det blide væsen, bragte ham til en agtet stilling i sin omgivelse, hans første tjeneste efter sin skoletid var i Aabøl, hvor han var i 3 år, så flyttede han til Hans Lange i Strandelhjørn i 2 år, og så var han atter 2 år hos dennes nabo gårdejer Jørgen Møller, nu kom han til gårdejer Johan Nissen, også i Strandelhjørn, ved hvem han kun var et halvt år, thi nu kom tiden da han skulle være soldat, han tjente i Rendsburg ved infanteriet i 2 år, her opførte han sig godt og vandt sine kammeraters og foresattes tillid, tjenesten faldt ham ikke ualmindelig svært og de 2 årgik jo godt hen, han kom atter hjem og kom i tjeneste hos gæstgiver Bruhn i Over Jersdal, da han havde været der i et år, blevf han forkalr for poul Simonsen i Nustrup, hvor han ligeledes gjorde sig afholdt. Under sit ophold her forlovede han sig med Ida Kunde, datter af Laurits Kunde i Strandelhjørn, som han fra først af lærte at kende under sin tjeneste i Strandelhjørn og som allerede dengang havde et godt øje til, i 4 år var de forlovet, som for begge var en lykkelig tid, og tiden kom da de agtede at giftes. Sommeren før kom Jørgen i hjemmet hos sine svigerforældre, at hvem han købte ejendommen, som han dog ves hjælp af sine sparepenge gjorde bygningen godt i stand på, en ny moderne stald og ladebygning lod han opføre og stuehuset forstørredes. Sommeren gik og dagen kom, da det unge par skulle vies, forberedelserne var trufne og hele familien samlet, en meget skøn septemberdag i året 1912, den lange vej til Bevtoft kirke trættede dog ingen af gæsterne, da alles hjerter var festlig stemte, den gamle provst Schmidt, der også havde konfirmeret bruden, holdt vielsestalen over hendes konfirmationssprog, efter at gæsterne alle var godt forsynede og havde oplevet en fornøjelig dag, drog de hver til sit. I den korte tid det unge par fik lov at leve sammen var de til stor glæde for hverandre såvel som brudens forældre blev hos dem og befandt dem vel, et smukt udstyret hjem og et godt udkomme, så at lykken smilte til dem fra enhver side, det hele gik sin rolige gang, både Jørgen og hans unge hustru var begge stræbsomme folk og søgte altid at gøre livet lyst og let for hinandre, men ak, den blomstrende lykke varede kun så kort. Med et lød det ind over vort land "Krig" og som et lyn var det over det hele at der var mobilisering, Jørgen Hummelgaard måtte jo som så mange andrebrave mænd forlade sit elskede hjem og melde sig ved sit regiment allerede den 5. august 1914, det var et forfærdeligt slag for dem alle, de gamle svigerforældre sørgede nu meget, som foruden ham måtte give måtte give en søn mere med, der tjente som aktiv soldat, men bort måtte han jo, om også kærlighedens stærke bånd gjorde sig gældende. Alles hjerter fyldtes af bange tunge ængstelser og dog vidste ingen hvad det lille ord Krig havde i sig, at det kunne trække sig så langt ud, og at det førte så megen bundløs elendighed med sig havde ingen nogen anelse om. Dagen kom da Jørgen skulle melde sig i Flensborg og hans unge hustru fulgte ham til banegården, efter en hjertelig afsked besteg han toget for om et øjeblik at rive sig løs fra alt hvad der bandt ham så længe. Ida kunne se sin mand vinkede de begge, men snart lå det hele som i tåge for...
Fortsættes i næste opslag |