Levnedsskildring |
hendes øjne og sondrer, toget var forsvunden som førte den elskede ægtemage længere og længere bort fra hende, som forstenet blev hun stående og så efter ham, var det virkelighed, at han var borte, men hun måtte jo tage sig sammen og gik den tunge gang alene tilbage til sit hjem, som før havde syntes hende så lykkelig, men overalt lå der en rugende tåge nu, der var altid den tomme plads ved bordet og allevegne hvorhen hun vendte sig. Tågen førte imidlertid Jørgen Hummelgaard længere og længere bor, igennem bølgende kornmarker som vidnede til høsten, vil naturens skønhed og det virksomme liv der fandtes, havde for ham ingen glans, hans sind var meget tung og tankerne flagrede, snart var de ved hans kære derhjemme, snart gik de fremtiden imøde, hvad mon der skjultes bag dens høje mur, ingen anede hvad de gik imøde, havde han vel for bestandig nu allerede forladt det sted, der var bleven ham så kært, ankommen til Flensborg meldte han sig straks og få dage efter gik regimentet ud mod den mørke Vesten, med fuld musik førtes de til banegården, og den intetanende, blomstrende ungdom gik mange med energisk begejstring fjenden imøde, det var jo i den første brusende tid, hvor de alle troede at snart var de hjemme igen, måske allerede om 14 dage, til jul var det jo sikkert, men det kom ganske anderledes. Toget førte dem igennem skønne egne, det smukke Rhienland med de dejlige landsbyer den ene tæt ved den anden og ned gennem Elsas-Lothringen og ind i Frankrig, hvor de snart mødte dem et helt andet syn, her havde de få dage allerede bragt et vederstykkelig syn for dagen, omstyrtede kirker, og sammenstyrtede butikker, hvoraf alt drev om på gaderne, hist og her en olding med et grædende barn, og husvilde dyr allevegne, nu nærmede de sig fjenden (og det ses) toget holdt og det sidste stykke tilbagelagdes til fods, den fulde oppakning og den stærke march fik mangen en til at bukke under og måtte undervejs blive tilbage, men Jørgen holdt ud og nu hørte han kanonernes torden i det fjerne, som bragte hans nerver i oprør han var uddannet som sanitærer og det varede ikke længe, før han måtte begynde sit værk, flittig skrev han hjem, at han beholdt modet og de måtte heller ikke forsage håbet og gensynets glæde bar dem jo gensidig. Når posten blev uddelt, var der altid spænding: Jørgen ventede og fik jo også stadig efterretning hjemmefra, hvor svigerfader måtte jo alvorlig tage fat skønt hans 76 år og trods det han nu var vænnet fra det hårde arbejde, men tiden gik, og det lakkede mod jul, men tættere og tættere trak skyerne sig sammen over vore tapre folk, så mangen kær kammerat havde Jørgen forbundet og hjulpet ud af kamplinjen og hørt så mangens sidste suk. I de kolde december dage med de lange mørke nætter måtte de udstå megen kulde. Julen kom som han så gerne havde fejret i sin families kreds, men dette gjordes jo umulig og han måtte finde sig i at bebo en understund i Frankrigs jord.
I hans hjem blev han jo meget savnet, men man måtte bøje sig, der har ingen menneskemagt kunne hjælpe. Stillingen blev imidlertid mere rolig for dem, i længere tid lå han ved yderkanten. Forårets lyse tid begyndte tidlig der, med træernes friske blade vaktes også længslen i Jørgens hjerte, efter at komme hjem at bearbejde sin ager, dette trak sig dog meget længe hen, først da rugen bøjede sine aks mod jorden og meldte at høstens tid var inde kom turen på ham, og han snørede glad sin ransel og besteg det nærmeste tog, der hurtig ...... |