| Levnedsskildring |
Vor kjære Dreng blev indkaldt d 11 Mai 1915, 19 Aar gammel, og blev uddannet i Schverin i Mecklenborg.
Kraftig og i enhver Henseende fuldt udviklet, bad vi ham selv bestemme Veien han vilde. Han var og tog saa rolig paa det hele, regnede ikke Garnisonstjenesten stort, men een Ting var der han harmedes over, under Tjenesten skyldtes De her fra Egnen for Overløbere, der ærgrede ham i høi Grad. Han vilde saa gjerne havdt Orlov, for at see sit Hjem og sin Hjemstavn endnu engang, inden Alvorspligten kaldte, det blev hverken ham eller hans Kammerater tilladt.
Vi, hans Forældre og Søskende besøgte ham i Juli 1915 i Schwerin, gjensidig i Haabet om, at faa ham hjem igjen, men Skjæbnen vilde det anderledes, vi saa ham der for sidste Gang i dette Liv.
Grundtonen i hans Breve til Hjemmet var denne, hans Forældre og Søskende, hans Hjem, og alt herhjemme var ham saa inderlig Kjær, taknemmelig for alt, og saa faar Vorherre raade for Veien.
Den kjære Dreng, hans Vei blev afbrudt allerede den 4 Ocktbr. samme Aar, han faldt i det haarde Champagne-Slag.
Alle Efterforskninger, gav kun det ene Svar. Falden d 4 Ocktbr ved St. Sauplen.
Af hans Eindele har vi intet modtaget.
Han valgte Bondestanden, og hans kjæreste Arbeide var, Markens Behandling, Kreaturernes Røgt og Pleie, og alt hvad der hørte til Bondelivet, særlig det sidste Aar før hans Indkaldelse, da det blev hans Lod, at forestaa Gaardens Drift, hans Husbond Peter Høirup i Hyrup II blev indkaldt i August 1914.
Hans Livsmaal var, selvstændig engang at blive Bonde, om end i smaa Kaar, og fremfor alt, at være med til at værne om sin Hjemstavn.
Mennesket spaaer, men Gud raader.
Ogge Gubi
(Hans Fader)
Bevtoft |