| Levnedsskildring |
Posen 11/12 14. På Vej til Fronten.
Nu vil jeg håbe at jeg må komme sund tilbage, men Gud råder derfor i hans Hånd kan jeg trygt lægge min Skæbne.
Kraoniwiece. Polen 17/12 14
Jeg vil tænke på jer i Julen, og det samme gør i også på mig, ved jeg. Og nu skal i ikke være urolige for mig, for dersom det er Guds Villie, skal han nok bevare mig. Jeg er ked af at jeg ingen Breve kan få til Julen, men det er måske godt engang, rigtig at være ene, for at komme i et inderligere Forhold til Gud og vor Frelser.
Juleaftens Formiddag.
Ja nu er jeg første Gang i Skyttegravene, en større Kontrast kan ikke tænkes, end Fred på Jorden, og nu dette her. Af og til synger en Granat hen over Hovederne på os og det er ikke Julesalmer de synger. Hvilken Glæde om vi igen, må få lov at fejre en god Jul sammen.
På Rejse fra Russisk Polen til Karpaterne. Budapest den 17/1 15. Det var en smuk rejse her til langs med Donau i en smal frugtbar Dal, med høje Bjerge til begge Sider. Det er første Gang jeg har set Bjerge og Klippeblokke man bliver berejst ved dette og det er interesant, men der er jo altid den mørke Baggrund, der gør, at man ikke får så meget ud af alt hvad man ser. Men når jeg må få lov at komme hjem, kan jeg vist have meget ud af alt det jeg har oplevet.
Nyeregyhaza (Nyéresháza Ukraine) 18/1 15
En Dagsrejse mere. Jeg gad vidst hvor de vil hen med os, det er en mærkelig Vej. Når vi kun må være lige så heldige, at undgå Fægtninger der. Jeg har det andet Sted ikke løsnet et Skud, så ved man da, at man ingen Ulykker har gort.
Karpaterne 19/1 15. En 14 Dages Rejse her om Somren kunde være dejlig, men nu om Vinteren i Krig er det ingen Lystrejse. Dog holder jeg det Forholdsvis godt ud og er ved godt Mod. De små Hæfter er jeg meget glad ved, de dejlige Salmer sætter Modet op når det er ved at synke. Blot jeg kunde få nogle Breve, det vilde også give Mod. Et Hundeliv er dette, men blot man må komme godt fra det, vil man have meget at tænke tilbage på og tage Lære af, og da vil man blive taknemlig. Å, hvor vil man blive glad, om man må opleve Freden og komme hjem igen. Ja man lærer at elske Livet, men er alligevel ikke bange for at dø.
Karpaterne d. 23/2 15. Tak for Brevene og Pakkerne so Stadigt ankommer og som jeg har megen Glæde af. Det er også den eneste Glæde jeg og vi alle har her. Det er et forfærdeligt Sted vi er kommet hen; vi ligger i Regn og Vand i Skyttegravene, så Kompagniet svinder stadigt ind. Jeg ligger endnu ved Bagagen på Grund af forfrosne Fødder og Diarhre, man ser megen Elendighed, og jeg hører mange ønske sig en Kugle, og jeg tror også de mener det. Gud ske Lov, at jeg ikke er kommet så vidt nogen sinde, og tror heller ikke jeg kommer det. Jeg er forholdsvis ved godt Mod og kan roligt lægge alt i Guds Hånd. Stor Trøst har jeg også af de mange Breve jeg får, både hjemme fra jer og andre. Mange kærlige Hilsner til jer alle, fra jer egen Johannes. Og Gud bevare os alle og lade os mødes alle i vort kære Hjem.
Johanneses Mor.
Marie Fink.
Stubbum den 30 Oktober 1917. |