| Breve |
paa Vejen. Imod os føres tomme Vogne, og mange saarede, som skal gaa til nærmeste Lazaret eller helt til Kutno, enhver maa sørge for sig selv i alle henseender. Det gælder om at beholde Roen og Villiekrakten fremfor alt, den gir uhyre meget, baade med at holde ud paa Marcher og naar det gælder om at skaffe sig noget. Jeg har holdt Marchen godt ud, og er sund og rask. Jeg har skrevet et Kort fra Kutno, men naaede ikke at faa det væk, inden vi maatte afsted, og under Marchen havde jeg desværre ingen Lejlighed, vi marcherede hele Dagen og i Mørkningen maatte vi koge vor egen Mad og Kaffe til Dagen efter til Feltflaskerne. Vi maatte nemlig ikke drikke ukogt Vand. Nu har vi saa snart den kære Jul. Det havde været godt, blot at faa ét Brev hjemmefra, men det er jo udelukket, og jeg ved at I tænker
side 2
Kærligt paa mig den Aften, og saa skal jeg faa den til at gaa paa saa god en Maade som mulligt. Man er allerede en Del sløvet, man tænker ikke egentlig paa Faren. Jeg er slet ikke bange, men derfor tænker man jo alligevel en Gang imellem paa hvor farligt det er.
22/12 Det er trivielt og ærgerligt, i Gaar laa vi hele Eftermiddagen i Skoven, og fra 6-10 Aften ved et Par Huse, saa endelig kom vi ind i en utæt Lade, hvor vi sov med Geværet i Armen og med Støvler og Patronbælte paa. Nu Kl. 10 ligger vi igen i Skoven og venter paa at blive inddelt og faa vor Adresse. Vi har ikke faaet en Draabe varmt siden i Forgaars Aftes. Jeg har levet ved 1/4 Brød, heldigvis har jeg lidt Smør endnu. Men det kunde endda gaa, hvis der blot var lidt Mening i det, og man mærkede lidt Menneskekærlighed ved Førerne, mæn det gir man slet ikke, de rejser jo ogsaa nok |