| Breve |
Par Gange staaet nogle Timer om Natten og ventet Angreb, men Russerne er aldrig kommen, saa jeg har ikke løsnet et Skud endnu, blot jeg vedblivende kunde slippe for det, men det kan man jo næsten ikke tro. Her siges der, at der er Revolution i Petrograd, men det stemmer jo vist ikke mere end saa meget andet, der bliver sagt om Russerne. Saa er der vel ingen Udsigt til Fred, inden en af Parterne ikke kan holde ud med Penge mere. For at den ene kan overvælde den anden krigsmæssig, tror jeg ikke, i hvert Fald ikke til denne Side. Saa der er jo vist lange Udsigter. Vi taler næsten ikke om andet, end naar der bliver Fred, og vi kan komme hjem, men det er saamænd ikke fordi vi tror at det sker snart, men det er jo vort eneste Ønske, og hvad Hjertet er fuldt af løber Munden over med. Det er jo næsten en ufattelig Lykke,
side 2
hvis jeg skal komme rask og sund hjem igen. Men jeg beder hver Dag til Gud, om at det maa ske, og jeg ved at I beder med for mig, og saa kan vi jo roligt tage imod, hvad han sender os, for det er jo nok de bedste for os. Jeg vilde saa gerne hjem og hjælpe jer igen og se at gøre et Arbejde, og jeg synes ogsaa, at jeg kunde faa meget ud af Livet endnu, men det ved vi jo ikke, vi ser kun saa kort.
Saa faar I de kærligste Hilsener fra eders egen hengivne
Johannes.
Tæt ved Kutno 14/1-15
Kære, kære Far, Mor og Cidde!
Vi har haft et Par drøje Marchdage, og skal forlades i Mogen. Hvor det saa gaar hen maa jo saa vise sig. Jeg fik i Dag min første Post, et Kort fra Svend, nu venter jeg ogsaa snart fra jer. Det bliver trist i Længden slet ikke at høre |