| Levnedsskildring |
[ fortsat ]
blev Forældrene Meddelt, at Graven næppe vilde være at finde senere, da Egnen stadig var under haard Artilleriild, man havde ikke været i Stand til at bringe ham længere tilbage.
Længslen efter Hjemmet og efter Krigens Afslutning kommer stærkt frem i Kresten Breve, i øvrigt søger han stadig at berolige Forældrene. Til en Kusine skrev han mere uforbeholdent om sine Oplevelser og Livet i Felten og bad hende flittig om at være saa meget som muligt for hans Forældre.
At Livet kunde være Slut naar som helst lærte de daglige Forhold, saa selv om Kresten som de fleste lige til det sidste haabede at slippe godt igennem - det var jo gaaet godt saa ofte - kunde det dog ikke være anderledes, end at hans Tanke ofte maatte sysle med Døden. Tit anede han vel, trods Haabet inderst inde, hvad der skulde blive hans Lod, det lutrede hans Kærlighed til alt, han havde faaet kært. Da Døden kom, gjorde den brat Ende paa hans Tilværelse, han blev forskaanet for Lidelser og Dødens Gru under de triste Forhold.
For de to, Kresten havde været alt, var det uendelig haardt at modtage Budskabet om, at han ikke var mere. At saa mange dybt grebet stod deltagende ved deres Side var vel en Trøst, men det er nu engang saa uendelig svært at nemme, at hvad her vi eje ejes kun paa Borg, paa uvis Frist.
Flensborg, den 23. April 1918
J. N. Jensen |