| Levnedsskildring |
Aarenes Tal vokser. Man kommer vel lettest til at tænke paa det, naar man skal skrive Minderune over faldne Venner. Saa gammel er man da blevet, at man uden Misbrug af Sproget kan tale om "for mange Aar siden".
Altsaa, for mange Aar siden gik jeg og legede en Dag. Det blev da sagt, at Skomager Klausens havde faaet en Søn. Jeg var saa optaget af det, at jeg gik ind og fortalte min Moder det; og dette husker jeg altsaa, trods Aarene der gik, og jeg husker tillige den lille Kresten i Vuggen og hvor morsomt det var at se ham og faa ham til at smile.
Han blev eneste Barn. Det var gode Kaar, han voksede op under, i rigt Maal fik han Forældrenes Kærlighed. Men det gik ikke her, som det ofte kan gaa, at Vanskelighederne ved Opdragelsen netop kommer stærkest frem, hvor der kun er een at opdrage, man skulde nemlig ikke have noget af at faa en forkælet Dreng. Kærligheden blev parret med en vis Strenghed. Drengen skulde hverken staa fremmed for Krav eller Pligter, dem man dog ikke kommer uden om her i Livet.
Moderen var selv vokset op i et Hjem, hvorover der var noget vist spartansk. Hun var Datter af Byens kæmpestærke Smed Jens Lausten. Som Nabo til Skolen vandt han sig mange Venner blandt Skoleungdommen. Det var altid en egen Fornøjelse at kigge ind til Smeden, beundre ham ved hans Arbejde og mærke hans Lune. Som han var stærk, var han i øvrigt en selvfølende djærv dansk Mand. I godt Lag var det ham altid en særlig Fryd at fortælle om sine Grønlandstogter i yngre Aar og de Oplevelser, han havde haft herude. Det var ikke mindre Interessant at lytte dertil, da dukkede en ny og ejendommelig Verden frem i Synsranden.
Krestens Fader var fra Nabosognet, født i Emmerlev, men kom til Østerby for nu henved fire Aartier siden. Inden den Tid havde han ligget som Soldat i København og havde her brugt sin Fritid godt til at se sig om. Han var en Mand, der fra unge Aar af havde let ved at komme i Forbindelse med sine Omgivelser, og altid var han i Besiddelse af stor Beredvillighed.
Det var en travl Dag, der blev levet i det Hjem, Kresten voksede op, baade Fader og Moder var virksomme Naturer, men tillige Folk, der evnede at handle med Omtanke, og god Tone var noget de holdt paa, et Krav som Drengen voksede op under.
Ikke bare Forretningen skulde passes, lidt Landbrug hørte med til; ikke mindst forstod man at fremavle Køkkensager, men i øvrigt lykkedes alt vel, det blev nøje passet. Som Biavler havde Klausen - han blev altid kaldt ved Midtnavnet - godt Ord paa sig, det var en rig Erfaring, han efterhaanden havde samlet ind paa det Omraade. Der var saaledes en hel Del Interesser, og Tiden blev ikke lang for Drengen, der tidlig
[ fortsættes ] |