| Levnedsskildring |
[ fortsat, #1 ]
tog hans Opmærksomhed fangen.
Sommeren og Efteraaret 1913-14 maatte han desværre tilbringe paa et Sanatorium i Eisenach, den Sygdom hvoraf han led, havde han vistnok paadraget sig ved Strabadserne under Militærtjenesten; Opholdet der var dyrt, men han kunde da ogsaa vende nogenlunde helbredet hjem til Nytaar 1914.
Foraaret samme Aar giftede han sig med sit Hjertes udvalgte, Pigen Ellen Christensen fra Holmskov ved Norborg, og overtog sin Faders Forretning til 1ste April samme Aar, i den korte Tid, der nu blev ham forundt at leve i Hjemmet i Familielivet virkede han med Lyst og Flid, indtil Verdenskrigen rev ham bort fra den for bestandig. Den 13 Januar 1915 fødtes ham en lille Søn, som han først fig at see et Aar efter, idet hans eneste Orlov var 14 Dage i Februar 1916.
Som Soldat var Hans Eriksen, som i al sin Færd, trofast og pligtopfyldende, men tillige stille og tilbageholdende; da han var hjemme paa Orlov fra Fronten, og man spurgte ham, om han ikke havde erhvervet sig Jernkorset, sagde han, at han ikke skubbede sig frem, for at erhverve dette, han var tilfreds, om Gud vilde forunde ham, at han maatte komme udskat hjem til sin kjære Familie; dette blev ikke Tilfældet, idet han 5 Maaneder senere, den 11 Juli, under Sommeslaget, ramt af en Granatsplint i Brystet, 32 Aar gammel, maatte lade sit Liv paa Valpladsen, hvor omtrent hele Kompagniet blev tilintetgjort.
Samlivet med Venner og Kamerater, saavel som med Hjemmet, bevarede han ved trofast Brevveksling. Sin aandelige Føde nærede han af Guds Ord, idet det nye Testamente blev ham en udundværlig Skat, og tilligemed flittig Brevveksling med troende Venner i Hjemmet, lærte han i Skyttegravene ved Moulin sin Frelser at kjende. Saaledes skriver han engang under det franske Fremstød i Campagne i Efteraaret 1915, under et fjendlig Flyverangreb, hvor Bomberne faldt tæt om ham, at han fandt uhyre Trøst i den 91 Salme.
Men det er ikke let at blive paa Tabors Bjerg, især i Krigens Tummel, og han maatte som de fleste Troende gjennemgaa svære Anfægtelser, og mangen Gang klager han i sine Breve over sin Vantro, og beder om Naade hos Gud; men tillige vidner han, at Gud
[ fortsættes, se #2 ] |