| Levnedsskildring |
Johan Clausens jævne og bramfri Væsen havde han i Arv fra sit hjem, hvor han
var opvokset under jævne og nøjsomme Forhold. Tidligt fik han lært at arbejde
med og gøre gavn i Hjemmet, men hans gode humør led ikke derunder. Folk der i
egnen husker ham nu som den lidt kåde men ejegode dreng. Han havde stor lyst
til Læsning og var f. Eks. meget optaget af Ingemanns Romaner.
Som 16 års Dreng kom han ud at tjene og var meget afholdt, hvor han kom hen.
På en enkelt Gård var han i 7 år (Fillipsborg i Ullerup) under 3 forskellige
Ejere.
Han gik op i Arbejdet med Liv og Lyst og var en dygtig arbejder. Til Trods
for at han var slem til at gro fast i sine Pladser havde han dog stadig
Udlængsel og i Aaret 1901 rejste han til Thune Landbrugsskole som Elev. Det var
første Gang Johan Cl. var i Danmark og det gjorde et stærkt Indtryk ham at
passere Grændsen og være i vort gamle Moderland. Ligeledes var han jo meget
optaget af Undervisningen på Skolen og alt det nye han der fik at høre. Fra
Skolen rejste han op til Norge og fik Plads på Aulestad hos Bj S. Bjørnson. Det
var jo ikke på Landbrugets Vejne, men Lysten til at se andre Egne og andre
Forhold drev ham. Der fik han regtignok også Sindet fyldt med Indtryk. Han
glemte aldrig den storslåede Natur og Bjørnson som Midtpunkt i det hele, den
store Degter var nemligen hjemme på Aulestad denne sommer. Ved Slutningen
af denne sommer fik Johan Cl. opfordring fra den bekendte Mand Gårdejer J N H
Skrumsager i Københoved at komme og forestå hans Gårds drift. Johan Cl.
modtog Tilbudet, der var han i nesten to Aar og har det bedste Vidnesbyrd
derfra. Der blev han forlovet med den ældste Datter Kirsten Skrumsager,
Vinteren
----------------------------------------
eller selv komme hjem. Johan Clausen tænkte aldrig på at snyde sig fra
Krigstjenesten på en eller anden Måde, og se at redde sit eget Skind, i hvor
ked han end var af at være med. Han betragtede det selv som et stort gode at
han var rask og havde så let ved ale Øvelserne. Af Kammeraterne var han meget
afholdt for sit gode Humør og sin Hjælpsomhed over for dem. Johan Clausen var
kun med ved Fronten en Månedstid. Fjerde Juledag fik jeg Bud at min kære Johan
ikke kom mere, men var falden ved Bieshote d. 22 Decbr.
I Johan Clausens millitærpapirer stod der, Garnisiontjenstpligtig, det var
det Johan og jeg stolede på. Men nu kender vi Tyskerne de pak de er, deres ord
står ikke til troende.
Der er så mange dejlige Breve fra min kære Johan, som jeg foreløbig ikke kan
overlade Arkivet. Og tillige er der mange, mange dejlige minder om ham, men som
jeg holder for hellig til at overlade til papiret.
Kirsten Clausen |