| Levnedsskildring |
Jeg skrev saa igen til denne Nissen. Men da modtog jeg et mærkeligt Brev, saa vi ved ikke hvad der stemmer og ikke stemmer af det hele. I det andet Svar til mig skrev han: at han var gaaet igen til kompagniet og fik fat paa disse 2 kammerater, men da viste det sig at den ene som havde set Kristian segne og slept sig hen under [kanikkelæses] var en Polak, og kunde ikke skrive. Men vi behøvede jo heller ikke at have Haab mere, thi Russerne plejede jo ved den tid straks at give saadanne som var haardt saaret Bajonetstik og befordre dem over i en anden Verden. Jeg syntes det var et mærkeligt Brev at skrive til en tabt Søns Forældre. ------ Jeg og min Hustru, vi tror og haaber, at han kommer en Dag sund og rask paa Legeme og Sjæl, vor Søn, fra Russisk fangenskab. Det har staaet for os, og staar endnu saadan, han er et eller andet sted der ude i det store Land, men hans Breve kommer ikke langt nok, at de naar os. Gud give, at det maa gaa i Opfyldelse. ----
Han var en god Søn, en tro og dygtig Landmand, sund og kæmpestærk med et lyst syn til Fremtiden, og med et stærkt Haab og Tro til Gud at han nok skulde komme med sin Hjælp, naar bare selv vi vilde.
Det var jo i 1913, der gik saa meget ondt hen over vor Familje, da 2 store Købmænd i Broager standsede deres Betalinger, - det ramte ogsaa os, så vi maatte sælge vort kønne Hjem paa Broagerland. Det smertede ogsaa ham, ham der troede at han engang kom til at virke der vor han havde leget som Barn, og arbejdet og stræbt som Ung i alle de Aar forud for Soldatertiden. Han kunde ikke tro at alt vort Arbejde skulde have været forgæves.Da vi saa købte denne Gaard her paa Vilsbækmark var hans Tanker ogsaa altid hos os, det kunde vi altid mærke i sine Breve. Det var i Nyaaret 1914 da vi havde været her et par Maaneder vi gik en Aften, jeg og min Hustru i Besøg hos en af vores Naboer, alle Veje og Marker var dækket med Sne, mødte vi en Soldat paa Vejen ind til vores Gaard, der bød god Aften. Vi kendte ham ikke straks i Øjeblikket, fordi vi anede slet ikke hans komme. Han havde gaaet fra Flensborg og gaaet en stor Omvej. Paa denne Maade og ved denne Tid af Aaret skulde han se at finde det nye Hjem derude paa Heden. Der blev selvfølgelig Glæde iblandet efter Øjeblikkes Forløb, og I kan forstaa da vi kom i Hus, blev meget af Fortidens Godt og Ondt berørt, og mangen en Taare faldt ogsaa fra hans Ansigt. Da sagde han, Far og Mor, se Fremtiden med Haab i møde. I har jo ingensinde ligget paa den lade Side og med Guds Hjælp, naar jeg kommer hjem igen, skal jeg hjælpe med alle mine andre Sødskende at opbygge det nye Hjem, og være Jer en Støtte på Eders gamle Dage. Orlovsdagene fik jo saa rask ende, men i de Dage talte han meget om den kommende Tid, han havde ogsaa Anelse om at der vilde komme onde Tider for Land og Folk. Ja saa rejste han der ned igen til Thorn. Sit skønne Hjem inde paa Broager land forlod han, i den skønne September Maaned 1912, sit nye Hjem fandt han ved Vintertide i Sne og Mørke. Det var den eneste Gang han var paa Orlov. Inde paa Broagerland holdt de meget af ham, for sin solidhed sin djærvhed og fasthed. Til Fodboldspil var han dygtig, og det var ikke godt naar han ikke mødte op inde ved Fodboldkamp mellem forskellige Hold, naar han da ikke var der, var det altid naar Kristian dog var med, saa er Sejren vunden. |