| Levnedsskildring |
En af de Bedste.
vi staar her atter over for noget Uugrundeligt og man fristes igjen en Gang til at spørge: Hvor kunne dog Gud ville, at en saa haabefuld fremadstræbende ung Mand reves bort i sin bedste Krafts Alder; midt i sin Virken for det Gode og Rette. Opadstræbende mod et højt og lyst Maal.
Men: Guds Veje ere ikke vore Veje og Hans Tanker ikke vore Tanker.
Mikkel Clasen var en Hjemmets Mand. Intet elskede han saa som at samle sine Kjære om sig i sit hyggelige Hjem.
Krigen Tyngede paa ham, mere vel paa ham end paa nogen anden, thi den rev ham jo bort fra hans kjære, kjære Hjem. Saa kunde han ikke forstaa den Raahed og Slethed, som havde faaet Tag i Menneskene. Hvad der ikke syntes ham ret eller godt viiste han med Bestemthed fra sig; ligesom han ikke taalte Stridigheder af nogen Art, men altid søgte at jævne saadanne med Venlighed, saa at Folk beskjæmmet maatte tilstaa: Mikkel Clausen havde vel Ret.
Mange er vel de, som han med Raad og Daad har hjulpet paa sin stille uegennyttige Maade og mange vel de, hvem han med sin ædle, højmodige Karakter har viist, at der gives noget højere, noget skjønnere end denne Jordens Jammer og Elendighed.
Her et lille Uddrag af et af sine Breve: "Skulde mon ikke denne Tid med ald sin Grusomhed og Voldsomhed bringe os letsindige Mennesker til Eftertanke, lære os Næstekjærlighed, Hjælpsomhed."
En af hans Søstre. |