| Levnedsskildring |
Min kære bror begyndte sin skolegang i Mjolden Skole, kom som godt tolv Aars Dreng på Realskolen i Tønder. Efter fire Aars Ophold der tog han sit femårige Eksamen. Rejste så til Sønderborg for der at fortsætte på Over-Realskolen. som Student rejste han derfra efter to Aars Forløb.
Så kom Krigen og også min kære Bror måtte følge Ordren til Militærtjenesten. Han rejst til Flensborg den 21 Juni 1915, kom derfra lige til Schwerin i Meklenborg. Opholdet for ham der blev meget svær og trykkende. For det første faldt Tjenesten ham så tung da Sundheden ikke ret stod ham bi og Omgivelserne der var så forskællige fra det han var vant til herhjemme. Kun to kammerater fra Nordslesvig kendte han der; de måtte begge af Sted efter kort Tids Forløb til Fronten, også de blev et Offer for Krigen.
Endnu det tungeste for Bror var Skilsmissen fra Hjemmet, som var hans eet og alt her på Jord. Han kendtes af alle som et stort og lykkeligt Barn. Vi glemmer aldrig det kære glædestrålende Ansigt hvor med han mødte os når vi til Ferien hentede ham på Banegården. -
Da vi mærkede at Længslen var ved at tage Overhånd der i Schwerin sendte vi en Ansøgning af Sted om Orlov. Det lykkedes os at få ham fri i tre Uger. Stor var Glæden for ham selv for os. Ingen af os tænkte at det var sidste Gang vi samledes ved Hjemmets Arne. Den 6. Oktober 1915 var Orloven forbi og straks den 9. Oktober måtte han bort til Fronten efter en så lille Uddannelse. Efter en lang besværlig Rejse nåede de den 26. Oktober nåede de bestemmelsesstedet i Rusland, (dobbelt tung blev rejsen for ham da han intet ord hørte hjemme fra på Grund af at han ingen Adresse kunde opgive.) Den fjerde November gjorde Tyskerne Offensiv. Straks Dagen efter skriver han. Hvor er jeg dig taknemmelig kære Moder at jeg næsten hver Dag modtager Brev og Kort fra dig. I denne Tid lærer man at se, hvor godt man har haft det og hvilken Værd det er at haver et godt Hjem. Det må jeg altid igen tænke på. Når Humøret ikke altid kan holde sig på Højden opmuntrer mig Erindringen fra Hjemmet, altid igen og da kan jeg også tåle noget. Hjemmet står mig altid levende for øje. Det erindrer mig om, at der gives noget, der er værd at leve for. Hvor kært er mig ikke Hjemmet og hvor megen sand Glæde har vi ikke haft sammen. Kære forældre og Søster, hvor kær vi er hinanden, lærer man at indse i denne Tid, da vi ikke kan komme sammen, når vi ønsker det. Kærlighedens Bånd knyttes fastere end nogen Sinde. Hvilken nød Krigen bringer erfarer man bedre her end hjemme. Der er mange, som må bære uhyre sjælelige Qualer. Samtidig bliver Visheden, at der gives noget som består, om også alting vanker omkring een, fastere. Vi er dog alle overbevist om, at der gives noget Evigt. Når vi stadig holder os Evigheden for Øje, kan vi lettere bære hvad der tynger og bekymrer os. Da svinder Nøden sammen til en Småting. Kære forældre og søster I må nok tænke på mig. I tankerne er vi nok stedse sammen, men sørg ikke over hvordan det skal gå mig. Tænk på et hvert menneskes skæbne ligger i Guds Hånd, som i sin Almagt råder over alle Ting og styrer alt til vort eget Vel. I kan se hvor liden grund, der er til at sørge. Visheden om, at der er een som styrer alle Menneskes Skæbne, bliver jeg mere og mere overbevist om. Guds Veje er uugrundelig, men dog er de beregnet til, at lede og holde os på den rette Vej. Tænk på, at når Enden er god, er alting godt. Vort Ønske at leve sammen uforstyrret skal jo også nok gå i Opfyldelse.
I et andet brev skriver han. I kan ikke tro, hvor jeg glæder mig over at modtage Eders Breve. I dem finder jeg den rette Trøst. Jeg lever stadig i Tankerne hos Eder og Hjemmet står mig levende for Øje. I denne tid lære man at tænke
|