Levnedsskildring |
tilbage på den Tid der er forgået og man bygger sit Liv op på Erindringerne fra Dagene man har tilbragt i Hjemmet. Hvor har vi ikke tilbragt mange lykkelige Timer sammen. Jeg må altid tænke på at vi ofte ikke have vist at skatte vort gode Hjem, men denne Tid lærer osm hvad det betyder at have et godt Hjem. I Tankerne dvæler vi sikkert ofte sammen og de mange gode Minder kan nok oplive os, når Sindet sommetider bliver noget tungt. Alle kan ikke på lige Måde tåle den Nød denne Krig bringer. Vi behøver ikke at ængstes for, hvad der kan tilstøde os når vi stadig holder os for Øje, at der står en frelsende Engel ved vor Side. Når blot jeg vidste at I ikke går i Angst for mig og lider af Sorgen over Skilsmissen kunde jeg endda være rolig.
På mig selv behøver jeg ingen Hensigt at tage, men jeg må stadig tænke på jeg har Pligter over for Eder.
I neste Brev begynder min kære Bror med; I kan nok mærke af mine Breve at jeg har været i trykket Stemning. Militær tjenesten falder mig nok sværere end de fleste, men det er ikke den Bekymring der tynger mest. Jeg har vist nok skreven til Eder at der er mange som lider store sjælige Qualer, dem har jeg også prøvet, Det var det nemmeste om man kunde nedkæmpe alle sjælige Følelser, men det må været et rå Menneske der er istand dertil. Jeg formår det ikke og jeg tror heller ikke det er en Fejl. Altid igen må jeg tænke på Eder derhjemme. Skilmissen falder mig tung, men deri må vi se et Bevis på at vi atter må samles og nyde Hjemmets Hygge. Lad os ikke se Fremtiden for sort imøde.
Du skriver kære Moder at Tårerne flyder mens du skriver Brevet. Jeg må minde dig om et smukt Ord, jeg engang har lest. Kirkefaderen Augustin havde i sin Ungdom ført et meget udsvævende liv. Med stor Ængstelse tog derfor hans Moder Afsked med ham da han tog til Rom, hvor han kom på andre Tanker. En Biskop trøstede hans Moder med omtrent følgende ord "En Søn for hvem hans Moder har ladet så mange Tårer flyde, kan umulig gå til Grunde"
Kære Moder har jeg fortjent din store Kærlighed? Jeg søger at trøste dig så godt jeg kan og håber at du ikke synes det er en falsk Trøst jeg kan byde dig, men tab ikke Håbet om Gensynets Glæde.
I det sidste Brev fra Schwerin skriver han følgende
I denne Tid bliver Hjemmene hårdt prøvet af Krigens Redsler. Vi forstår ikke, hvad den kan gavne og dog må Gud have sin Hensigt dermed. Kære Forældre og Søster lad os love hinanden ikke at lade Sorgen nedtynge os, ellers bliver Prøvelserne alt for hårdt at bære. Den griber ind i mangt et Hjems Lykke og Fred. Lad os blot stadig holde os for Øje, at der er en Gud til, som styrer hvert et Menneskes Skæbne, Nå vi kun have en stærk Tro føler vi os stedse trygge. Lad os holde os oprejst ved de mange kønne minder vi kan glæde os over. Den tid har vi ikke levet forgæves. For en Tid må jeg nok skille mig fra Hjemmet endskønt jeg i Tankerne stadig er hos Eder. Om mit kære Hjem vil mine Tanker stedse dreje sig. Jeg ved nok at Skilsmissen er værst for Eder. Jeg beder Eder vise Eder stærke i Modgangens Dage. Lad os søge Trøsten hvor den er at finde. I denne Tid lærer man bedst at indse , at Jordeliet med den Jammer og Møje dog er ret usselt med Henblik på hvad vi kalder Evigheden. Tænk på Salmen: "Tænk når en Gang den Tåge er forsvunden."
Lad mig slutter med Bønnen at I ikke vil lade Eder nedtynge af Sorgen. Vi vil love hinanden ikke at lade Modet og Håbet synker.
Skrevet af hans Søster Maria Vodder, født Brodersen
Ottersbøl Mølle den 28. Februar 1919 |