Levnedsskildring |
for at komme med, han blev ogsaa hjemme, og fik Høstarbeidet gjort, de skulde saa lige til at damptærske da der den 25 September kom Indkaldelsesordre at møde strax. Da han som før nævt ikke var saa stærk af Natur, var han af den Meening, at han nok skulde komme hjem igjen, men dette hans Haab gik ikke i Opfyldelse. Han maatte trække i Trøjen og kom til at ligge i Flensborg. Da han i sin før nævnte Soldatertid ikke var fuldt uddannet, maate han begynde forfra igjen, hvilket han mente var ham til Gavn, det holdt da Tiden noget hen. Hans Uddannelsestid blev imidlertid kuns kort. Han blev overskreven til Landeværns Regimentet og maatte den 16 Decbr 1914 drage til Fronten imod Vest til Flandern. De kom dertil den 20 Decbr og det gik strax til Skyttegravene. I et Brev som han skrev hjem, skildrede han hvorledes de havde holdt Juul derude, og fortalte at Juleafter havde været en haard Aften, ellers var det nogenlunde roligt paa dette Sted.
Den 18 Januar stod han Post i Skyttegraven hvor en fjendlig Granat slog ned bag Graven. Da vilde Skjæbnen at han skulde blive ramt af et Granatstykke i Brystet og den højre Pegefinger, han blev saa indlagt paa en Forbindingsplads, hvorfra han skrev hjem at han var bleven saaret, men han takkede Gud for, at han var sluppen saa godt fra det, og at han nok snart vilde blive rask
Side 2.
igjen og komme hjem. Det viste sig dog at det var mere alvorligt, end han selv antog, den ene Lunge var saaret, og da den anden Lunge var temmelig angrebet af Sygdom kunde den ikke blive ved med at arbeide. Den 29 Januar 1915 kom det skrækkelige og udventede Budskab til hans Hustru, at han havde maattet bukke under af sit Saar, han havde sovet pludselig men rolig hen.
VI Stilling til Krigen.
At han skulde med i Krigen var for ham som for saa mange andre, en tvungen og tung Pligt, og da særlig for en Mand som ham der har Kone og Børn. Han skrev ikke meget om hvorledes det gik derude, men søgte at holde alt det skrækkelige skjult for sin Familie. Kun én Gang var hen hjemme paa Orlov da han var i Flensborg, men altid haabede han at komme hjem igjen.
VII. Samliv med Kammerater.
I den korte Tid han var Soldat, var han meget afholdt af sine Kammerater. De vare, da de drog til Fronten 16 Nordslesviger, som altid sluttede sig sammen. Særlig gode Venner var han med en Kammerat fra Haderslev, hvad de fik tilsendt fra Hjemmet deelte de altid imellem hverandre. Han havde Aftenen før han døde, skrevet Breve til sine Kammerater, hvoraf det fremgik at han levede i bedste Haab om at blive rask igjen. Et Par Timer efter at han var hensovet, kom Kammeraterne |