| Levnedsskildring |
[Fortsat]
Aldrig glemmer jeg hans Afsked med Barndomshjemmet der stod saa højt for ham, og altid var Hans gode Tilflygtsted, det han var saa taknæmlig for. - Var afskeden end tung, saa forstod han at søge trøsten hvor den er at finde. Forstod i Med og Modgang at lægge alt i Guds Faderhaand. Han gjorde de ord til sine "Ved sorg og selvskabt Plage du intet retter ud, intet kan det tage, alt kan du faa af Gud".
Fra Flensborg kom han til Berlin og derfra til Frankrig. - Fra Rejsen derned skrev han flere Gange. Hvor er her kønt men hvad nytter det alt sammen. Tankerne er hos dig og dem derhjemme. Mere og mere gik hans Tanker hjemad da først de trætte og sløve naaede Frankrig og saa de mange flygtninger kun medførende de allernødvendigste Ejendele, som de Tildels lagde paa en Ko eller lignende. Hans medfølelse med dem var stor, og hans bøn var, "Gud skaane vor Hjemstavn for Krigen" - Senere skrev han "Tyskerne gaar jo stærk fremad og der er tale om Fred, lad os bede Gud at han vil bevare os begge sunde og raske og at vi maa faa lov, at fortsætte med hver andre i god Forstaaelse som hidindtil.
Det skulde være anderledes. Dagen efter blev ha skøndt ikke i Kamp, ramt af en granat, og med ham 8 andre. Han var død med det samme. Den 6te Sept. blev han med 8 kamerater jordet paa Kirkegaarden i Hiriminil ved Lüneville.
Først Dagen efter han var jordet naaede Brevene ham, det han havde længtes saa inderlig efter.
Vi der savner ham vil bevare hans Minde i Ære. Tak til ham for de gode og kære Minder han efterlod sig.
Tak kære Søren den trofaste Mand du var. Maatte Haabet om Gensyn være vor rette Trøst.
Sørens Kone |