| Levnedsskildring |
Jeg skal vise Eder i stilling -. Hans fulgte sin Hauptmann, men da de kom ud hvor de skulde være, og de blev optalt, viste det sig at der kun i alt var 16 (seksten) Mand som var fulgt med helt ud. Saa: sagde Hauptmann, nu er Klokken 4, her graver I jer nu ned, til høire og venstre, og her bliver I indtil I bliver løst af, men pas paa, thi Ve den som ikke har sig ordentlig nedgravet inden Klokken er 6, thi da er det lyst og Englænderne kan see Jer -. En anden Gang fortæller Frederiksen videre, gik Hans sammen med en Underofficer og en Gefreiter, en en Snigpatrollie over i en af Englændernes fremskudte Grave, som kan troede at Disse et Øjeblik havde forladt, kommen derover, viste det sig ogsaa, at Graven et Øjeblik var forladt, de fyldte nu rask alle deres Lommer med engelske Haandgranter, som laa der i Massevis, tog et Maskingevær med og kom alle tre lykkelig og vel tilbage til deres egen Grav igjen, Da englænderne havde opdaget Dem, blev de det sidste korte stykke Vei omsust af engelske Geværkugler. Underofficeren gik Jernkorset og Gefreiteren skulle forfræmmes. Tre af de omtalte engelske Haandgranater, tog Hans senere med paa en Orlov med til sit Hjæm.
VI Samliv med Kammeraterne.
Den Lykke havde H.A. at han havde ikke saa faae Kammerater fra Nordslesvig ved sit Kompagni. - Han stod ved Reserve Inft. Regiment N. 216. 5te Kompagni-. At han var afholt af Kammeraterne, derom vidner savel Breve fra Disse, til hans forældre, efter at han var falden, som ogsaa mundtlige Meddelelser fra nogle af Dem naar de var hjæmme i Orlov. Den bedste Kammerat havde han dog i sin yngre Broder Peter som ogsaa var ved samme Kompagni. Brødrene var, da Peter var større end Hans, ved hver sit halve Kompagni. De holt sammen og var sammen saa meget som Tjænesten tillod det. De delte alt trolig med hinanden. Det maa have været et haart savn for Hans og grebet ham dybt da Peter faldt den 6te April 1916. Her uddrag af et Brev som han skrev til Forældrene Dagen efter: at Peter var falden:
Kære forældre! Det er min tunge lod at meddele Eder, at Peter blev haart saaret af en Granasplinter i Underlivet igaar Aftes, da han sasmmen med andre var tilbage at hendte Mad og Kaffe. Jeg var ikke tilstede da det skete, men var forude at hjælpe at bære saarede tilbage. Hans Petersen og Peter Duus hjalp at bære ham til Forbindingspladsen. Da jeg kom tilbage fortalte de at han var saaret, og at det vist var temlig alvorligt, jeg haabede dog at der ikke var Fare for hans Liv. I dag løb jeg saa tilbage for at see hvordan han havde det. Men ak, Kære Forældre, da laa han allerede udenfor - og var Død. Han havde et stort saa i venstre side, saa jeg troer ikke at han har levet længe efter. De andre har jo nok ikke været for at fortælle mig det. Penge og Uhr var taget fra ham og er vel bleven afleveret til Kompagniet. Ja Kære Forældre, det er en haard Tid vi lever i og Guuds Veje er udransagelige. Det falder mig saa svært at skrive I dag og jeg slutter da nu det sørgelige Budskab med de hjærteligste Hilsener fra Eders Søn Hans.
Hvorledes at H. ogsaa fik Brug for den smule engelsk som han havde faaet sig lært, fortæller en af hen Kammerater følgende: En Nat blev der indbragt til vor Silling, en haardt saaret engelsk Soldat. Han laa jamrende og klagende og sagde noget, men Ingen forstod ham, mand hendtede Hans, og da han kunde forstaa hvad den saarede vilde, og hjælpe ham tilrette som han ønskede, blev han (den saarede) saa glad, at han med sin ene sunde Arm, tog en smuk Metalnaal, som han rakte Hans, til Tak for den ydede Tjeneste.
VII Samliv med Hjæmmet og Slægten derhjæmme.
H.A. stod altid i den inderligste Forbindelse med sine Forældre og sit Hjæm. Han skrev næsten daglig et Brev eller et Kort til Forældrene eller Søskende, dog, tilbageholdende |