| Levnedsskildring |
Villiam Aaskov var en god dansk mand, Ja var i alle maader en flink og agtværdig Haandværker. Da Krigen brød ud og jeg blev indkald var han min Hustru en god Arbejder, han hold sig ikke for god til at tage del i Markarbejdet, endskjøndt han var Haandværker. Han saa saadan paa det, at nu maatte alle hjælpes; og det ville han være med til.
Han var en af de tjenesteuduelige, men da tiden skred hen, maatte ogsaa han i trøjen, og som paa bladet angivet maatte blive derude hos de mange. Da han rejste til Session sagde han til mig, jeg bliver ikke soldat, mig kan de da ikke bruge, men gud bedre det, de tog dem meget daarligere end ham. Ja en sørgelig tid for vi Nordslesvigere at kæmpe for en sag som ikke var vores, og det aller sørgeligste er, at det er mesten de allerbeste som maatte blive der. Villiam var lige før Krigen bleven gift, og overtaget sin Faders Ejendom med samt hans forretning som Haandværker De gamle forældre vilde nu tilbringe deres alderdom hos sønnen Men det kom jo anderledes. Guds veje er ikke altid vores. Tyskerne har jo vildet Krig i lange tider, og der er lige som gud har ladet dem løbe linen ud, han vilde maaske se hvorlænge de kunde klare sig ved egen kræfter. Hvordan er det gaaet. Tyskland ligger knust, ja sønderknust. det onde har tabt. Jeg synes det er et godt varsel og os der er bleven tilbage. Ja har troen paa gud og hans Retfærdighed været langt nede i denne tid, saa synes jeg dog at vi kan spore at Vorherre og gud har haft en finger med i spillet og sige med Grundtvig
Han som hører naar Muldjorden sukker Den med perlende tarer bedugger med den trøst kommer troen tilbage at end lever den gamle af dage
Ja gud hjælper os at blive stærke i troen og haabe på Gensynsglæden.
Ære være dit Minde
Níels Kjær
Gaansager d. 17.2.1919
|